Abort medicinsk

Lovgivning

Der kræves ikke henvisning til speciallæge for at få foretaget et abortindgreb.
Det betyder, at du kan henvende dig direkte til os for vejledning og få foretaget abortindgreb. Succesraten er meget høj, kun 5 ud af 100 ender med en udskrabning efter en medicinsk abort.
Dette kan foretages til uge 8 i graviditeten.

Hvis du vælger medicinsk abort i Speciallægepraksis er forløbet

Dag 1:           Konsultation på klinikken, hvor aborten forberedes.
Dag 2-3:        Aborten foregår hjemme.
Dag 14:         Kontrol på klinikken.

Medicinsk Abort i Speciallægepraksis

Inden du bestemmer dig for abort, bør du læse om abort på Sundhed.dk. Hvis du er i tvivl, kan du få en støttesamtale hos fx din egen læge, hos Mødrehjælpen, eller i foreningen Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik i København. Ved en medicinsk abort afbrydes graviditeten med 2 slags medicin. Den ene er tablet Mifegyne, der bevirker, at graviditeten går til grunde. Den anden er tablet Cytotec, som blødgør livmoderhalsen, og får livmoderen til at trække sig sammen og tømme sig.

Før aborten

Du er blevet podet for klamydia hos os eller ved din egen læge.
Anmodning om svangerskabsafbrydelse, blanket A, skal underskrives af kvinden og lægen. Er du under 18 år udfyldes både blanket A og blanket B. Blanket B skal underskrives af forældre eller værge.

Dag 1

For at finde ud af hvor langt du er henne i graviditeten gøres en ultralydsscanning gennem skeden.
Bagefter skal du tage 1 tablet Mifegyne, hvorefter aborten er i gang. Som regel vil du ikke opleve ubehag af tabletterne, men enkelte kvinder begynder at bløde. Nogle får kvalme og lette smerter. Hvis du kaster op indenfor 1 time efter indtagelse af Mifegyne, skal du kontakte os.
Når du har indtaget Mifegyne frarådes det at fortryde aborten, da præparatet er forsterskadeligt og kan give misdannelser.
Du vil sædvanligvis kunne passe dine normale aktiviteter denne dag.

Hvem må ikke tage Mifegyne ?

Hvis du lider af en af nedenstående sygdomme, kan du ikke tage Mifegyne:

  • Svær ikke-behandlings-kontrolleret astma
  • Arvelig porfyri
  • Nyresvigt eller binyresvigt
  • Leversvigt
  • Koagulationsdefekter

Dag 2-3

Aborten foregår i hjemmet. Du bør ikke være overladt til dig selv. Du bør sikre dig opbakning fra en person, som du har tillid til. Omkring 24–48 timer efter indtagelse af tablet Mifegyne, skal du lægge 4 tabletter Cytotec op i toppen af skeden. Cytotec kan give lidt kvalme, diarre og veagtige smerter, når aborten går i gang. Det er vigtigt at du samtidig tager smertestillende.

Hvem må ikke tage Cytotec ?

Hvis du lider af en af nedenstående sygdomme, må du ikke tage Cytotec:

  • Svær åreforkalkning
  • Hjertekramper
  • Grøn stær

Smertelindring

  • Pamol/panodil 500 mg, 2 tabletter hver 6. time.
  • Ibuprofen/Ipren 200 mg, 2 tabletter hver 6. time

Start med 2 stk Ibuprofen, så snart du har fået cytotec tabletterne.
Efter 3 timer tager du 2 Paracetamol. Skift til Ibuprofen efter yderligere 3 timer, osv.

Blødning

Som regel begynder du at bløde i timerne efter indtagelse af Cytotec. Cirka 80% aborterer indenfor 4-6 timer efter Cytotec, men der kan dog gå længere tid.
Blødningen vil oftest være kraftigere end ved normal menstruation og kan være med klumper. Det er for meget hvis du fx bløder flere store natbind igennem indenfor en time. Hvis du ikke er begyndt at bløde 2-3 døgn efter du har oplagt Cytotec, skal du kontakte os.

Efter medicinsk abort

Det er normalt at bløde mere end en normal menstruation i ca. en uge efter aborten.
Derefter aftager blødningen. Du kan forvente at bløde i 2-3 uger med aftagende styrke. Du kan have menstruationssmerter de første dage efter aborten. Disse kan lindres med håndkøbsmedicin. Det er vigtigt at forebygge underlivs-betændelse. Så længe du bløder, bør du undgå havbad, karbad og svømmehal samt undlade at bruge tamponer. Du bør også undgå samleje og ellers bruge kondom.

Behovet for sygemelding er individuelt, men du skal regne med at tage det med ro i et par dage.
Det er normalt, at der kommer en reaktion efter aborten. Reaktionerne kan være forskellige fra lettelse til tristhed. Det er en god ide at tale med nogen om det.

Dag 14 kontrol på klinikken

Det er vigtigt, at du møder, da man enkelte gange ser, at graviditeten ikke er helt udstødt. I så fald bliver man nød til at få lavet en udskrabning på Sygehuset.

Komplikationer

De hyppigste komplikationer er kraftig blødning og smerter, ildelugtende udflåd eller feber over 38 grader. Hvis du får komplikationer, skal du søge læge. 

Prævention

Din næste menstruation kan du forvente 3-6 uger efter aborten. Du kan blive gravid i dette tidsrum, så du skal beskytte dig. P-piller skal startes på abortdagen. En spiral kan opsættes i forbindelse med den næste menstruation.

Kontakt og akut hjælp

Akut Hjælp dagtid: I meget få tilfælde kan blødningen eller smerterne være så kraftige, at der er behov for akut hjælp. I dagtiden kan du ringe til os på telefon 3140 8229.
Akut hjælp aften og nat: Du skal kontakte lægevagten på telefon 70150700
eller ringe 112.
Du skal medbringe din vandrejournal, der fungerer som indlæggelsesseddel og henvisning. 
 
Speciallæge, PhD i Gyn/Obs, Charlotte Floridon, Gynækologisk Klinik, Holbæk
– redigeret d. 1/9-2019, redigeret d. 1/9-2022, redigeres igen d. 1/9-2025