Lichen Sclerosus

Hvad er det for en sygdom ?

Sygdommen har ikke noget dansk navn. Det er en kronisk hudlidelse med forandringer af huden ved skeden. Sygdommen er ofte kløende med tynd og sårbar hud, der let revner. Huden er tit bleg og hvid og revner ved samleje. Der er øget risiko for infektion og svamp i området.

Lichen sclerosus går ikke op i skeden. Sygdommen kan ses hos kvinder i alle aldre, men er hyppigst hos midaldrende kvinder. Lichen sclerosus er ikke smitsom.

Hvorfor får jeg sygdommen?

Grunden er ukendt.

Diagnosen

Stilles ved en lille vævsprøve, som tages i lokalbedøvelse. Det kan bløde ganske lidt efter prøvetagningen, og nogen gange er det nødvendigt at sy såret med selvopløselig tråd.

Lokalisation af sygdommen

Sygdommen omfatter oftest clitoris og de små skamlæber, men kan ses i hele mellemkødet og ned mod endetarmen. Der kan med tiden komme forsnævring af skedeindgangen.

Hyppigste symptomer

Kløe og rifter.

Behandling

Dermovat creme 0,05%
1. måned 2 gange dagligt
2. måned 1 gang dagligt
3. måned 2 gange ugentligt

Vedligeholdelsesbehandling

Dermovat 1-2 gange om ugen ved sengetid.

Kontrol

Efter 3-4 måneder. Herefter 1 gang pr. år. Dog hyppigere ved symptomer eller sår, som ikke heler.

Hvad kan jeg selv gøre ?

Undgå at irritere huden omkring skedeindgangen. Lad være med at bruge sæbe og andet, der kan irritere. Brug løstsiddende tøj og undertøj. Ved samleje er det vigtigt med et smøremiddel, og vegetabilsk olie er her bedst, da det ikke indeholder alkohol eller konserveringsmidler, fx mandelolie. Gør det ondt ved samleje, kan man anvende f.eks. Xylocain-gel 15-20 minutter før samlejet, men det må ikke smøres på området ved clitoris og ind i skeden, så forsvinder følelsen.

Prognose

Der er sammenhæng mellem lichen sclerosus og hudkræft. Sandsynligheden for at udvikle kræft ved lichen sclerosus er mindre end 5%. Det er derfor vigtigt du passer dine kontroller.

Læs mere på: www.lichensclerosus.dk

Speciallæge, PhD i Gyn/Obs, Charlotte Floridon, Gynækologisk Klinik, Holbæk
d. 1. april 2016, redigeret d.1. april 2018, redigeres igen d. 1. april 2020.